

Specifikationer
Mobil anmeldelse




Den nye Nokia 603 er en arbejdshest. Kortere kan det vist ikke siges. Der er ikke tale om en af verdens mest spektakulære telefoner, men det har heller aldrig været meningen. Nokia har med 603 skabt en telefon, der går tilbage til Nokias gamle dyder, som netop er hårdførhed, pålidelighed og et flot design.
Specifikationerne fortæller samme historie. Nokia 603 er udstyret med en 3,5 tommer stor LCD-touch skærm, en 1 GHz-processor, og et kamera med fem megapixels, som kan optage video i HD-kvalitet. Dertil kommer, at du kan skræddersy telefonens ydre, så det passer til din stil. Du kan med andre ord vælge mellem en række forskellige covers, så din nye Nokia 603 får lige netop den farve, du er vild med.
Selve fronten fås i hvid og sort, og Nokia 603 har intet frontvendt kamera. Den indbyggede hukommelse er på 2 GB, som kan udvides til 32 GB, hvis du køber et hukommelseskort til.
Nokia 603 er 12,7 millimeter tyk, hvilket er for meget til at placere telefonen i den slanke ende af Nokias udvalg. Heldigvis er telefonen udformet på en måde, så du sjældent lægger mærke til, at den er en smule buttet. Den ligger nemlig fantastisk i hånden – ikke mindst på grund af de afrundede hjørner og runde former.
Alt i alt er Nokia 603 en solid telefon, som kan alt det, en moderne telefon skal kunne. Prisen er naturligvis også derefter. Der er derfor ingen tvivl om, at Nokia 603 er den rette telefon for dig, hvis du vil have en mobil, du altid kan stole på.












