

Specifikationer
Mobil anmeldelse




Så er der kommet endnu en 2G mobiltelefon på markedet fra den finske telegigant, og også her er målgruppen vel primært de prisbevidste forbrugere. Når du investerer i en Nokia C2-02, får du en telefon, der kun understøtter GSM netværk (2G), men du får samtidig også en af de såkaldte verdens-telefoner. Modellen understøtter nemlig GSM/EDGE på både 900/1800 og 850/1900 MHz.
Telefonen måler 103 x 51,4 x 17 og vejer 115 gram og kan her i landet erhverves i farvekombinationerne sort/krom og hvid/guld. Mobilen er udstyret med det klassiske Nokia-styresystem Series 40-systemet, Series 40, eller bare S40, som har været at finde i en stor del af Nokias billigere modeller i efterhånden mange år.
Nokia C2-02 er en Touch and Type telefon, hvilket betyder, at der både er et slide-out tastatur og en touchskærm, som med sine 2,6” dog ikke levner meget plads til fingrene. Der er tale om en TFT resistive skærm, som betyder, at touchteknikken reagerer på tryk på overfladen og ikke på berøring, som vi er vant til fra bl.a. iPhone. Skærmopløsningen er på 240 x 320 pixels.
Kameramæssigt er Nokia C2-02 udstyret med et 2.0 megapixel kamera med video-funktion, men byder dog hverken på blitz eller autofokus. Telefonen har 10 MB indbygget hukommelse, som kan udvides med yderligere 32 GB via microSD-kort.
Mobiltelefonen indeholder bl.a. Nokia Maps – leveres dog uden GPS. Du får ligeledes FM radio, Bluetooth og medieafspiller, ligesom der er integreret Facebook, Twitter & Flickr. Her er der virkeligt gode muligheder for at holde kontakten med familie og venner. Det skal tilføjes, at standbytiden er op til 400 timer, og at der er op til 5 timers taletid på en batteriopladning.












