

Specifikationer
Mobil anmeldelse




Den tredje touch-mobil i Star serien fra Samsung kommer på markedet her i starten af 2012. Samsung S5220 Star 3 er ikke en decideret smart-phone, men indeholder stadig en række brugbare funktioner. Eksempelvis kan man surfe på mobilen via WiFi, ligesom der er forhåndsinstalleret SNS-integration på brugerfladen, hvilket giver nem og hurtig adgang til en række sociale tjenester.
Samsung S5220 Star 3 kan købes i enten hvid eller sort og der vil sikkert blive tilføjet nye farvevarianter, som det har været tilfældet med de 2 forgængere, Samsung S5230 Star og Samsung S5260 Star 2, hvor specielt førstnævnte mobil blev lidt af en salgssucces i Danmark og stadig kan købes hos enkelte forhandlere.
Højst sandsynligt bliver det kun muligt at købe Samsung S5220 Star 3 uden abonnement herhjemme, men prisen er tilgengæld fornuftig - lige omkring 1.000 kr., hvis man kigger på de første priser der er offentliggjort.
Samsung touch-mobilen kommer med en 3 tommer stor TFT-farveskærm, der viser op til 256.000 nuancer. Designet er elegant og så vejer Samsung Star III kun 95 gram. Telefonens batteri holder strøm i op til 600 timer på standby eller hele 11 timers tale, ja selv hvis du er storforbruger af musik, holder Samsung S5220 Star 3 strøm noget længere tid, end mange andre mobiltelefoner på markedet.
Telefonens 3.2 megapixel kamera tilbyder desværre hverken autofokus eller blitz, hvilket trækker en del ned i den samlede vurdering. Til gengæld er musikafspilleren rigtig god og indeholder desuden en række nyttige funktioner. Samsung S5220 Star 3 byder ligeledes på bluetooth, GPRS og EDGE, og det er derfor muligt at sende emails og mms, selvom man ikke lige er i nærheden af et trådløst netværk.













